Kolesterol

Mere end hver anden dansker har et højt indhold af kolesterol i blodet

En af de vigtigste risikofaktorer for hjertekarsygdom er et højt indhold af kolesterol i blodet. Kolesterol er et fedtstof, der dels indtages gennem kosten og dels dannes i leveren. Det transporteres rundt i kroppen med blodet.

En lang række af kroppens funktioner er afhængige af kolesterol, der blandt andet indgår i dannelsen af cellemembraner. Man kan derfor ikke undvære kolesterol, men man kan samtidig heller ikke tåle for meget, ligesom balancen mellem forskellige typer af kolesterol bliver forstyrret.
Hvis indholdet af kolesterol i blodet er for stort eller ude af balance, aflejres kolesterolet i kroppens blodkar. Det kan med tiden føre til åreforsnævring og dermed øget risiko for blodpropper.
Mængden af kolesterol i blodet kan blive for højt eller forstyrret, hvis man spiser større mængder af mad, der indeholder mættet fedt (fx fedtet i kød, smør, stegemargarine, pålæg, palmeolie og kokosfedt). Det kan også blive for højt, hvis man er fysisk inaktiv, eller hvis man er arveligt disponeret.

Et nyere dansk studie, der omfatter 16.500 patienter, viste, at mange hjertekarpatienter og patienter med risiko for at udvikle hjertekarsygdom ikke får behandlet et højt kolesteroltal. Studiet viste, at hver tredje af de hjertekarsyge patienter med forhøjet kolesteroltal aldrig modtog kolesterolsænkende medicinsk behandling med statiner.