Fakta om kolesterol

Fakta om kolesterol
Kolesterol er et fedtstof. Det dannes i leveren og indgår i kroppens celler, hormoner, D-vitamin og galdesyrer. Kolesterol føres rundt i kroppen med blodet.
Jo federe kost vi spiser, jo mere kolesterol fremstiller leveren. Dermed er en dårlig udvikling i gang. Mængden af kolesterol i blodet stiger; det samme gør aflejringen af kolesterol i karrene, og dermed øges risikoen for at få en blodprop eller anden hjertesygdom.
Kolesteroltyper
Kolesteroltallet skal helst være under 5,0 mmol/l. Det gennemsnitlige kolesteroltal i den danske befolkning er 6,0 mmol/liter. To ud af tre danskere har forhøjet kolesterol.
Kolesteroltallet (total-kolesterolet) er summen af kolesterol: LDL, HDL og VLDL.
Mængden af kolesterol i blodet måles i mmol/l (millimol per liter). Kolesteroltallet viser mængden af kolesterol i blodet.
Lipoproteiner
Kolesterol føres rundt i kroppen med blodet. Det flyder ikke frit rundt. Det har en skal omkring sig. Skallen består af proteiner, dvs. æggehvidestoffer. Disse proteinstoffer virker som en slags færger for kolesterol.
Færgerne med deres last af kolesterol kaldes lipoproteiner. Der findes flere slags lipoproteiner. VLDL-kolesterol indeholder kolesterol og triglycerider, som er det, vi forstår ved fedt. Det er de partikler, der dannes i leveren, når vi spiser fedtholdige måltider.
LDL-kolesterolet
LDL-kolesterolet (low density lipoprotein) dannes ud fra VLDL-kolesterol, idet triglyceriderne spaltes fra. LDL-kolesterolet er det, der kan give anledning til fedtaflejring i blodkarrene.
Det aflejres først i celler med en masse LDL-partikler. Det giver senere først åreforfedtning og senere åreforkalkning. Det kan forsnævre blodkarret. Når blodkarret er forsnævret kan det hindre at det organ, der forsynes af blodkarret får nok ilt til at virke normalt. Derfor kaldes LDL-kolesterol også for det lede kolesterol.
HDL-kolesterolet
HDL-kolesterolet (high density lipoprotein) er endnu en type af kolesterol, der findes i blodet. Det er en anden færge, der sejler fra blodkarrene tilbage til leveren med noget kolesterol. På den måde er HDL-kolesterol med til at sænke indholdet af kolesterol i blodkar, hvor det er uhensigtsmæssigt anbragt. Jo mere der findes af HDL, der også kaldes det herlige kolesterol, desto bedre.