Undersøgelse for arvelighed

Arveanlæg for hjertekarsygdom arver man fra en af sine forældre. Derfor vil både forældre, søskende og børn som regel få tilbudt en undersøgelse

Ud fra dine oplysninger om familiemedlemmer vil der blive tegnet et stamtræ, som viser, hvem der er eller har været hjertekarsyg. Ud fra stamtræet vurderer lægen, hvem i familien der kan have gavn af at blive undersøgt, selv om de endnu ikke har mærket tegn på sygdom. Lægen kan også vurdere, om der er familiemedlemmer, som bør gentestes.

Undersøgelser af gener eller arvemasse foretages kun efter aftale, og som regel gentester man ikke børn. Årsagen er, at sygdommene udvikles senere i livet, og at børnene derfor selv kan tage stilling til en gentest, når de er blevet voksne.

Du vil få udleveret et „familieark”, hvor du kan oplyse navn og adresse på nære slægtninge, som ønsker at blive undersøgt, eller som du giver tilladelse til, at lægerne kan kontakte. Slægtninge kontaktes skriftligt og skal skriftligt sige ja til en undersøgelse, før de bliver indkaldt og undersøgt.

Oplysninger om familiemedlemmers sygdom og resultater af undersøgelser bliver ikke bragt videre af lægen til andre i familien, medmindre man aftaler det.

Hvilke undersøgelser man får tilbudt afhænger af, hvilken arvelig hjertekarsygdom der er tale om. En almindelig lægeundersøgelse indgår altid. Der vil som regel også blive målt et EKG og taget forskellige blodprøver. En skanning af hjertet, en såkaldt arbejdstest, hvor hjertet undersøges, mens du fx cykler kan også være en del af undersøgelsen. Det samme gælder en længerevarende registrering af hjerterytmen.

Hvis man finder en genændring i familien, som kan medføre hjertekarsygdom, får pårørende tilbudt rådgivning, hvis de overvejer at få et barn. 

bliv medlem gratis