Bypassoperation
Bypassoperation benyttes i mere fremskredne tilfælde af kranspulsåreforsnævring, hvor en ballonudvidelse ikke er tilstrækkelig. Formålet med en bypassoperation er at få blodet til at passere forbi, ikke igennem, de forsnævrede steder i kranspulsårerne
Ved en bypassoperation tages en blodåre fra benet - den ene ende sys fast på hovedpulsåren aorta, og den anden ende sys fast på et sted på kranspulsåren i hjertet efter forsnævringen.
Alternativt kan man føre en pulsåre (arterie), som sidder på indersiden af brystbenet ned til kranspulsåren.
Derudover er man i de seneste år begyndt af anvende pulsårer udtaget fra underarmen.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udføre en dobbelt eller flerdobbelt bypass.
Bypassoperationen foretages, mens du er i fuld bedøvelse, og brystkassen åbnes via et snit på langs af brystbenet. Ofte vil blodet blive transporteret rundt i kroppen af en hjerte-lunge-maskine, så hjertet kan sættes i stå, mens der opereres på selve hjertet.
En ny måde at foretage en bypassoperation på er mini-invasiv hjertekirurgi, hvor der ikke bruges hjerte-lunge-maskine, men opereres, mens hjerte slår.
Selve bypassoperationen varer normalt under en time, men du ligger på operationsbordet i 2-4 timer for at sikre, at blødningen er helt standset. Efter en bypassoperation vil du normalt være indlagt i otte dage.
Langtidsresultaterne efter en bypassoperation er meget gode. Mange vil dog opleve, at den første periode er præget af træthed og smerter fra brystbenet, der typisk er 4-6 uger om at hele op.
Efter operationen kan der opstå hævelser i foden og underbenet, fordi der er blevet fjernet nogle blodårer fra benet. Du skal derfor benytte en støttestrømpe i dagtimerne, men tage den af om aftenen. Hævelsen aftager efter to til fire uger - varer det længere, skal du kontakte lægen.
Efter 3 måneder vil du typisk opleve den fulde effekt af operationen. Det er vigtigt at forsætte med fysisk træning og evt. rygeafvænning og kostomlægning.