Motion og hjertesvigt
Selvom dit hjerte ikke pumper så godt, er det vigtigt, at du dyrker motion for at undgå, at dit hjertesvigt ikke udvikler sig yderligere
For bare 30 år siden var anbefalingen til hjertesvigtpatienter, at de skulle holde sig i ro. Hjertelægerne frarådede fysisk aktivitet. I dag er der heldigvis en masse undersøgelser, der viser, at motion kan være med til at forbedre hjertesvigtpatienternes fysiske formåen og livskvalitet.
Hvorfor bliver jeg forpustet?
Har du hjertesvigt, vil din pumpefunktion være nedsat. Din evne til at levere blod ud til de arbejdende muskler er også nedsat. Det betyder, at dit hjerte skal arbejde ekstra meget for at pumpe blod ud til din krop, når du motionerer. Derfor vil du ofte føle dig hurtigere forpustet, når du dyrker motion og opleve træthed.
Dine muskler er svækket, hvilket forstærker din nedsatte fysiske formåen. Samtidig vil træthed ofte betyde, at du ikke overkommer at dyrke motion. For at bryde denne onde cirkel, er det vigtigt, at du motioner.
Er det farligt for mit hjerte at blive forpustet?
Nej – dit hjerte har godt af at være forpustet en gang imellem, så det bliver bedre til at pumpe. Den del af dit hjerte som er ”sygt”, vil ofte ikke blive bedre til at pumpe. Men resten af dit hjerte vil godt kunne forbedre sin pumpekraft.
Må jeg styrketræne?
Ja – styrketræning er godt, hvis du har hjertesvigt. Hjertesvigtpatienter har ofte svage muskler og har behov for at styrke dem. Du kan træne dine muskler relativt hårdt uden, at hjertet skal pumpe særligt meget.
Hvordan skal jeg træne?
Den bedste måde at øge din fysiske formåen på er at træne dine muskler og dit hjerte.
Dit hjerte træner du ved at være lettere forpustet, når du motionerer. Hjertet er ligeglad med, hvilken motionsform du vælger, så vælg den du bedst kan lide. Når du går, løber eller cykler, kan du med fordel i en kortere periode være forpustet, så hjertet skal arbejde. Hvor ofte og hvor længe du skal være forpustet, afhænger meget af din kondition. Men arbejd på at du langsomt kommer op på en mængde, som svarer til, at du dagligt er forpustet i 30 minutter.
Se her hvilke typer af motion, du kan dyrke
Du bruger dine muskler, når du konditionstræner ved at gå, løbe eller cykle, men din muskelstyrke vil ikke forbedre sig væsentligt. Derfor kan du med fordel træne vigtige muskelgrupper såsom lår og balder for at forbedre din muskelstyrke. En øget muskelstyrke betyder, at dit hjerte ikke skal pumpe så mange gange, når du fx går på trapper eller på anden måde belaster din krop. En trænet muskulatur er bedre til at udnytte den energi, der er til rådighed. En effektiv og sikker måde at træne din muskelstyrke på er at træne i et motionscenter, hvor du præcis kan måle din belastning og dermed tilpasse den til din nuværende muskelstyrke. Men du kan også træne derhjemme eller i naturen. Det vigtigste er, at du kan mærke, at dine muskler bliver presset hårdt. Husk at øge belastningen i takt med at du bliver stærkere.
Sådan kan du dyrke styrkeøvelser i hjemmet
Sådan kan du dyrke motion i naturen
Hvad bør jeg undgå?
Som hjertesvigtpatient er der som hovedregel ikke nogle motionsformer, du skal undgå, men tag udgangspunkt i din fysiske formåen, så du ikke overbelaster din krop. Oplever du i forbindelse med motion ubehag eller forværring af dine symptomer, bedes du kontakte din egen læge.
Er du i tvivl om, hvad du kan eller har behov for rådgivning om, hvordan du må træne i forhold til din hjertekarsygdom, så kontakt Hjerteforeningens rådgivningscentre. Vi tilbyder konditionstest og motionsvejledning.
Kontakt Hjerteforeningens rådgivningscentre